Christina Fetterlein søgte for noget tid siden efter fotografer, der ville skyde lidt billeder af hende og hendes motorcykel. Og da jeg godt kan lide at forsøge mig med noget jeg ikke har prøvet tidligere, så lagde jeg billet ind på den ”opgave”. Det var tfp – så det kunne ikke rigtigt gå noget galt.
Christina ville gerne have taget forskellige billeder – med rå baggrund, med solnedgang og nogle stykker, hvor man kunne se det LED-lys, der er monteret på motorcyklen.
Vi mødtes på Kongelundsfortet en halvkold, men klar eftermiddag i oktober. I det følgende kan du læse, hvordan vi greb opgaven an og de overvejelser, jeg havde omkring især lyset.
Rå baggrund
Til første setup stillede vi MC’en langs en rå væg og med et stykke til baggrunden
Jeg startede som altid med at finde en eksponering for det omgivende lys. Da jeg vidste, at jeg ville bruge flash som hovedlys, undereksponerende jeg bevidst det omgivende lys med omkring to trin og tog dette testskud på 200 ISO, 1/200 og bl. 5,6.

Herefter satte jeg hovedlyset op – en Godox A360 i højre side – som jeg doserede som på billedet nedenfor:

Den var udstyret med en lille beautydish med grid for at give lidt hårdt og ret afgrænset lys.
Det betyder, at skyggesiden blev ret mørk, så jeg monterede endnu en Godox A360 med en 60×90 softboks til venstre – doseret så den lyste de mørke områder lidt op uden at overdøve hovedlyset. Se foto her:

Endelig satte jeg en lille Godox 850 speedlite op et stykke bag MCen for at give lidt modlys. Se foto:

Med andre ord en opstilling med fire lyskilder – det omgivende lys samt tre flash.
Herefter var det bare at gå i gang og skyde løs – her er råbilledet til det første billede….

Når først lamperne var indstillet indbyrdes korrekt, var det nemt at flytte dem lidt rundt så jeg kunne skyde fra forskellige vinkler – se fotos her:

Solnedgang og silhuet
Vi rulllede MCen op på bakken for at skyde billeder med en flot rød sol som baggrund. Som altid med blandingslys skød jeg baggrunden ind, så den stod som ønsket (ISO 100, 1/200 bl 7.1):
Lidt andre vinkler og lidt hurtig redigering – så var et flot silhuetbillede i kassen… 
Herefter doserede jeg hovedlyset – på grund af kraftig vind på toppen af bakken brugte jeg kun en flash som hovedlys – igen en Godox A360 udstyret med en 60×90 softboks. Først et par fra indskydningen og dernæst et redigeret.

De foregående billeder er jo skudt i modlys – men hvorfor ikke bare vende det hele lidt om – og bruge det varme lys fra solen i medlys og tage et par hurtige billeder uden andet lys end solen. Selv om man har tre flash liggende i tasken, behøver man jo ikke at bruge dem (400 ISO, 1/100 bl. 4)…

Lidt mere råt
Christina ville gerne have nogle billeder forfra – gerne med lys i lygterne og både med og uden hjælm (og med og uden visiret nede). Det fik mig til at bruge mine to striplights med grid som hovedlys fra hver side og så evt den sidste flash til noget baggrund…
Her er først det færdige billede:

Lyssætningen er faktisk ret enkel: Jeg ville tone baggrundslyset meget ned, og da solen var gået ned, var en eksponering på 200 ISO, 1/200 bl. 4 fint til det og samtidig god nok til at der var lys nok i mine flash – striplights med grids tager en del lys.
De to striplights står med 45 grader og peger mod fronten af MCen. De blev doseret ens for at give ens lys på begge sider. Baggrunden blev naturligvis helt mørk, så jeg brugte den sidste flash til at oplyse baggrunden. Den er monteret højt og har ikke nogen modifier på… Styrken blev doseret på normal vis.
Denne opsætning gav en række forskellige billeder – et par eksempler her:

LED-belysning
Sidste udfordring var det LED-lys, der var monteret på MCen. Det svarer fuldkommen til situationen med solen tidligere – LED-lyset er bare meget svagt. Men igen skal man første finde en eksponering, der får lyset frem her…. jeg endte på ISO 3200, 1/30 bl. 4. Det giver dette billede:
Det er fint for LED-lyset men ikke nok på resten af MCen. Derfor skal det lidt flash på. Men da jeg skyder på 3200 ISO bl. 4 så er mine flash pludselig ALT for kraftige, selv om jeg skruer dem helt i bund. Derfor monterer jeg en striplight der tager en del lys OG vender den ind mod den modsatte væg for at bruge den som reflektor (derved tabes endnu mere lys). Væggen er grøn – men det er de muligheder jeg har – så må resten fixes derhjemme…

Det er ved at blive mørkt og jeg skyder med lyset fra lygterne lige ind i kameraet – heldigt nok er der en mand tilstede på shootet, som kan lyse på hjælpen med en mobil, så der kan stilles skarpt. Jo alle kneb var i brug den dag… Her er et par af billederne med LED-lyset:

En kort men hektisk aften
Fra vi mødtes derude til vi sagde farvel til hinanden gik der 2 timer og et kvarter. Og vi endte med 41 redigerede billeder, som du kan se ved at klikke på linket her: MC-galleri.
Håber du har fået noget ud af artiklen her – send mig endelig kommentarer og spørgsmål.
Og tilmeld dig meget gerne min facebook-gruppe – hvis du vil se mere af denne type – klik her








